COWI og GEUS vinder opgave med innovativ tilgang til udvikling af nyt planlægningsværktøj

I Coast to Coast Climate Challenge er igangsat et stort arbejde med fokus på det terrænnære grundvand. Mange kommuner og forsyninger har givet udtryk for stadig større problemer med højtstående eller stigende grundvand. Det volder store problemer ved f.eks. infrastrukturprojekter, kloakprojekter, byudvikling og i sommerhusområder.

COWI, med GEUS som underrådgiver, har vundet opgaven med at udvikle et planlægningsværktøj til beskrivelse af det terrænnære grundvand. COWI og GEUS har valgt en meget innovativ tilgang til opgaveløsningen, ved at integrere og udvikle Machine Learning/Random Forest (baseret på beslutningstræer) til kortlægning af dybden til terrænnært grundvandsspejl. Metoden har ikke tidligere været anvendt til kortlægning at dybden til terrænnært grundvand, men GEUS har anvendt metoden med succes til estimering af redox-dybden.

Da det er første gang, at metoden anvendes til estimering af terrænært grundvand i Danmark, vil der i den indledende fase af projektet blive lavet en test i et pilotområde for at vurdere, hvilke data og datagrundlag der skal indgå i den endelige analyse. Skulle pilotprojektet resultere i at en rent data-dreven løsning, mod forventning, ikke viser sig at være tilstrækkelig, vil der i stedet blive anvendt en kombination med en hydrologisk model, som et acceptabelt alternativ.

Værktøjet bliver i øvrigt bygget sammen med SCALGO's skybrudskort på brugerflade siden, så det bliver et brugervenligt beslutningsstøtteværktøj. Og derfor deltager SCALGO ligeledes i dette innovative udviklingsarbejde.

I december 2018 forventes udviklingsarbejdet afsluttet med et beslutningsstøtteværktøj, der kan hjælpe kommuner og forsyninger fremadrettet med planlægning og udvikling, hvor terrænnært grundvand er en udfordring.

Hvis man ønsker yderligere information om arbejdet, stiller Henrik Vest Sørensen sig til rådighed. Telefon 4040 0285, mail hevese@rm.dk.