Signaturfortælling om de store vandløb
Danmark har omkring 64.000 km vandløb, og over halvdelen af landet er opland til en å eller et vandløb. En væsentlig del af arbejdet med klimatilpasning har fokus på netop dette område, og klimatilpasning langs vandløbene er en udfordring. Det strømmende vand kan ikke begrænses eller standses lokalt. Det flytter sig blot, og en løsning, der lokalt skal forhindre f.eks. en oversvømmelse, vil ofte ikke gøre andet end sende problemet videre til et andet sårbart sted langs åens løb.
Især langs de store åer gør det en holdbar klimatilpasning til en fælles opgave, hvor et væld af interesser skal inddrages: Lokale lodsejere langs åen. Den fortsatte udvikling af byerne i åens opland. Landbruget i området. Naturen i og omkring vandet, også efter åens udløb. Og mange flere. Interesser, der som udgangspunkt kan være modstridende, men skal forenes for at skabe de varige løsninger.
Et spindelvæv af tilløb
Et enkelt blik på et kort over Danmarks største å, Gudenåen, og dens mange tilløb illustrerer kompleksiteten. Gudenåen samler vand fra et stort østjysk område. Fra små og store vandløb, der ligger som et spindelvæv ud over landskabet. Vestpå afgrænset af en linje fra Tørring over Silkeborg til Viborg. Østpå af en linje fra Skanderborg over Hinnerup ved Aarhus til Allingåbro på Djursland. I alt har Gudenåen et opland på 850 km3.
Når grundejere i Bjerringbro på Gudenåens sidste del vil have politikerne til at gøre noget ved oversvømmede haver, skal årsagen måske findes i Skanderborg, i Bryrup eller et helt andet sted langs Gudenåen og dens mange tilløb.
Måske er markerne et par steder langs åen blevet drænet lidt bedre de senere år. Måske gør et nybygget villakvarter det sværere for nedbøren at trænge ned i jorden, så der løber lidt mere vand i åen end tidligere. Lokalt betyder det ingenting, men hver lille forøgelse af vandmængden i åens opland skaber problemer andre steder langs Gudenåens lange løb med udmundingen i Randers Fjord.
Tilsvarende ligger det østligste punkt i det næsten lige så store opland til Storåen, der løber gennem Holstebro og ud i Nissum Bredning, midt mellem Silkeborg og Herning. Også Storåen har et stort og vidtforgrenet spindelvæv af tilløb.
Når byen Sunds lidt nord for Herning kæmper med højtstående grundvand og lokale oversvømmelser, vil det være nærliggende at pumpe vandet ud i den lokale å. Det vil imidlertid blot være at sende vandet og problemet videre til Holstebro, som jævnligt har været ramt af voldsomme oversvømmelser, når Storåen er gået over sine bredder i sit smalle løb gennem byen.
Vandmængden stiger
Generelt er der løbet mere vand i åer og vandløb gennem årene. Fliser, asfalt og bebyggede arealer gør det sværere for regnvandet og den smeltende sne at sive ned i jorden, og mere vand finder derfor vej til vandløbene. Effektiv dræning af markerne sender også mere vand ud i systemet, og ydermere viser opgørelser fra Danmarks Meteorologiske Institut, at mængden af nedbør er vokset jævnt de seneste 100 år.
Dertil kommer det uventede. I Gudenåsystemet spreder vandremuslingen sig langsomt, men sikkert. En uønsket invasiv musling, som er meget effektiv til at rense vandet. Kombineret med en mere effektiv rensning af byernes spildevand har den gjort Gudenåens vand til det klareste i årtier. Det har givet vandplanterne, grøden, så gode vækstbetingelser, at planterne bremser vandet i sit løb. Noget, der yderligere kompliceres af Danmarks flade landskab. Generelt er der ikke meget fald i danske vandløb, og vandet flytter sig derfor i forvejen langsomt.
Oven i de forskellige forhold, der påvirker vandløbene, kommer klimaændringerne. I en rapport fra Miljø- og Fødevareministeriet fra 2017 peges der på, at der kan forventes mellem 50 og 100 pct. mere vand i danske vandløb spidsbelastninger frem mod 2050. Det er store mængder, der er tale om.
På et tilfældigt sted langs Guden strømmer der på en almindelig dag 30-35.000 liter vand forbi. Hvert sekund.
Samspilsramte åer og vandløb
Åer og vandløb er, med andre ord, samspilsramte. Der skal tænkes i helheder og findes samlede og fælles løsninger på, hvordan de øgede mængder vand skal håndteres. Både på kort og langt sigt.
En løsning er at rulle tiden baglæns. Begrænse udledningen af vand til åer og vandløb. Etablere lokal håndtering af nedbør i byerne med afledning og nedsivning, som holder vandet ude af åsystemet. Satse på mindre dræning af landbrugsjorden, evt. med omlægning af landbrugsproduktionen på visse marker.
En anden løsning er at holde vandet tilbage midlertidigt forskellige steder, så mængden af vand kan kontrolleres. Oversvømmelse af marker eller lavtliggende områder i perioder.
Et tredje tiltag kan være at få vandet hurtigere gennem åerne. Etablere parallelle løb på dele af vandløbenes strækning, grave dem dybere eller fjerne barrierer, som bremser vandets fart. Bygge diger langs bredden, så vandløbene ikke kan gå over deres bredder.
Men ingen af disse løsninger giver en endelig sikkerhed. Lokal afledning og nedsivning af regnvand kan sagtens ende med at sende vandet ud i vandløbene alligevel gennem de øverste jordlag og højtliggende grundvandsmagasiner.
Oversvømmelse af områder kræver, at vandet på et senere tidspunkt kan ledes tilbage i åen. Desuden er det en løsning, som kræver plads, og oversvømmelse af lavtliggende områder kan endvidere skade, eller helt ødelægge, sårbare naturområder.
Hurtigere gennemløb og diger vil altid have begrænset kapacitet, og uddybning og digebyggeri kan være voldsomme indgreb i den natur, der i andre sammenhænge gøres mere og mere for at beskytte.
Et bredt beredskab
De forskellige tiltag skal derfor ikke stå alene, men indgå som elementer i et bredt beredskab, der kan suppleres og udvides med helt nye måder at håndtere den ekstra nedbør. Elementer, som måske kan hentes helt uden for det almindelige vandberedskab.
I landbruget eksperimenteres der eksempelvis i disse år med andre former for jordbehandling end den traditionelle pløjning. Landbrugsjordens indhold af humus er blevet mindre gennem årene. Det går ud over jordens frugtbarhed, og derfor er der fokus på metoder til at genopbygge husmuslaget.
Imidlertid er jordens indhold af humus også interessant i sammenhæng med klimatilpasningen. Jo mere humus, der er i jorden, des mere vand kan jorden optage, og jo mere CO2 er bundet i jorden. Samtidig betyder større fugtighed i jorden bedre vækstbetingelser for afgrøderne. Kan markerne på denne måde forvandles til en kæmpemæssig svamp, og kan landbruget på samme tid have fordele af det, forener dette tiltag flere interesser i én løsning.
I forhold til Coast to Coast Climate Challenge er projekterne omkring de store åer omfattende og vidtforgrenede projekter, hvor en af en hovedopgaverne er at skabe et grundlag for samarbejde mellem mange forskellige parter. Dels om udvikling og implementering af de endelige klimatilpasningstiltag, dels for at kunne sikre et fortsat samarbejde om det videre udviklingsarbejde og senere yderligere tiltag i forhold til klimaændringerne.
Når det gælder de øvrige C2C CC-projekter vil projekterne omkring de store åer levere forskellige redskaber (Her skal jeg lige have lidt mere at vide om ”Report and catchment tool og 3D simulation model” i Gudenåprojektet og ”Calibrated Hydraulic model” i Grenåprojektet) samt detaljeret beskrivelse af forskellige løsningsforslag i forhold til de opgaver, der skal løses i forbindelse med klimatilpasningen af de store vandløb.
I den sidste ende vinder vandet. Får det ikke den nødvendige plads, tager det selv.