Jørgen Nørby
fmd. Udvalget for Regional Udvikling
Region Midtjylland

 

 

 

Jeg er glad for at få personlig lejlighed til at ønske Hedensted, Via University College og Coast to Coast Climate Challenge tillykke med den nye Klimavej. 

For som repræsentant for regionsrådet og Region Midtjylland er klimatilpasning noget, der ligger mig rigtig meget på sinde. 

Både i regionen og i de 19 kommuner er den grønne omstilling kommet på dagsordenen. Vi er i fuld gang. Samtidigt, så ved vi også, at lige gyldigt hvor meget vi omstiller, så kommer der mere ekstremt vejr. Der kommer mere nedbør – og vi skal håndtere mere vand i fremtiden. 

Det kommer vi som politikere i stigende grad til at tage stilling til. Både kommunalt, regionalt, nationalt og globalt. I Region Midtjylland ønsker vi at gå forrest – Det gør vi ikke mindst med projektet Coast to Coast Climate Challenge, hvor Klimavejen er et af de 24 delprojekter.

Og Klimavejen en genial konstruktion

Lokalt sikrer den grøn energi, rent vand og sikring mod oversvømmelse af det omgivende landskab. Men samtidigt indgår de her 50 meter asfalt altså i en sammenhæng, der er større end både Klimavejen, Hedensted og Region Midtjylland –

Coast to Coast Climate Challenge er nemlig også en genial konstruktion

Her har vi i Region Midtjylland samlet 31 partnere om klimaudfordringen. Vi har rejst 90 mio. kroner – blandt andet 52 mio. kroner fra EU Life. Og udviklet 24 delprojekter, der på forskellig vis beskytter os mod klimaforandringer og opbygger viden på området – Og ikke mindst, så sørger projektet for, at den viden, vi opbygger, bliver samlet sammen, gjort tilgængelig og formidlet til gavn for både Danmark, Europa og hele verden.

I den sammenhæng bliver Klimavejen et billede på, hvad vi som landsdel og region kan præstere, når vi arbejder sammen.

Netop samarbejde er nemlig afgørende, når vi det handler om klimatilpasning

Vand kender hverken til kommunegrænser eller faggrænser. Derfor er der brug for tænke tværgående, når vi håndterer det. Samtidigt, så er samarbejde om klimatilpasning faktisk en rigtig god forretning.

Det globale marked for vandteknologi er gigantisk og det vokser kraftigt lige nu. Faktisk taler vi om, at "vand er det nye vind", og der er slet ingen tvivl om, at klimatilpasning indeholder et milliardpotentiale for danske virksomheder.

Faktisk er markedet langt større for vand end for vind. Men hvis danske virksomheder skal have del i væksten, så kræver det, at vi viser effektive løsninger frem. 

Midtjylland skal udvikle sig til "The Water Valley", hvor det bliver naturligt at kigge hen, når klima- og vandudfordringer skal løses.

Det er derfor, Coast to Coast Climate Challenge, er så vigtigt et projekt

Klimavejen er noget særligt, og Midtjylland har også mange andre klimatilpasningsløsninger at vise frem. Lad mig blot nævne Muren i Lemvig, Sønæs i Viborg,Låsby Søpark og Storkeengen, som er på vej i Randers.

Det er alle gode eksempler på klimatilpasning der løser flere formål samtidigt – og vel at mærke løsninger som kun har kunnet lade sig gøre at føre ud i livet fordi forskellige interesser har kunnet mødes. 

Coast to Coast Climate Challenge får to konkrete udstillingsplatforme. Det er Klimatorium i vest og AquaGlobe i øst. Begge har en særlig rolle og et særligt ansvar for at Midtjylland udvikler sig til "The Water Valley". AquaGlobe holdt Grand opening i fredags den 2. marts. Klimatorium er endnu ikke bygget, men arbejder allerede. Bland andet er Klimatorium ved at eksportere konceptet omkring klimavejen til New Zealand. 

De to udstillingsfyrtårne skal skabe rammerne for inspiration og samarbejde på tværs og skabe opmærksomhed om, hvordan vi arbejder med den grønne omstilling i Midtjylland og i Danmark. 

For ja, den grønne omstilling er i fuld gang. Men med Coast to Coast Climate Challenge – og med Klimavejen – har vi skiftet gear. 

Nu arbejder Region Midtjylland, kommuner og vidensinstitutioner sammen med virksomhederne om at gribe erhvervspotentialet. 

Samtidigt sikrer vi det nødvendige helhedsperspektiv på klima-udfordringerne. 

Vi laver ikke blot lokale løsninger, der blot flytter rundt på problemerne. Vi tænker det hele sammen, så vi i fællesskab rent faktisk håndterer udfordringerne, når de opstår. 

Kort fortalt giver Coast to Coast Climate Challenge mulighed for at udvikle og teste nye teknologier. 

Projektet udvikler nye modeller for samarbejde og nye løsninger der kan inspirere både lokalt, regionalt og globalt. 

Det er sådan en løsning vi nu lige om lidt indvier her i dag. 

Og på den baggrund vil jeg gerne – endnu en gang - ønske et stort tillykke – til os alle sammen – med Hedensteds nye Klimavej.