Frist 25. januar 2018 kl 12.00
Der er fuld gang i aktiviteterne i delprojekterne, og nu er der mulighed for at deltage i arbejdet. Randers Kommune inviterer landskabsarkitekter, ingeniører, formidlere og andre innovative profiler til at deltage i parallelopdrag om Klimabåndet, et af delprojekterne i Coast to Coast Climate Challenge.
I parallelopdraget skal de deltagende hold udvikle en værktøjskasse med principløsninger til højvandsbeskyttelse i Randers midtby. Samtidig skal de arbejde med nye metoder til formidling af løsningerne. Undervejs i parallelopdraget er der fire workshops, hvor de to hold sammen med et panel af fageksperter og lokale repræsentanter skal udvikle ideerne. I tråd med ånden i hele C2CCC-partnerskabet håber Randers Kommune derfor, at der kan findes to hold, som har lyst til at være med i en åben proces med innovation, feedback og læring.
Du kan læse udbudsannoncen Parallelopdrag - Klimabåndet - Innovativ klimatilpasning i Randers Midtby.
Interesserede hold skal indsende en anmodning senest 25. januar 2018 kl. 12:00.