Af: Hans Wulfsberg, journalist
Hun kom til Randers i 1985 som nyuddannet biolog og fik blandt andet ansvaret for de kommunale vandløb, som hun har fulgt lige siden. Gennem årene har hun arbejdet aktivt for at genoprette vandløbene og skabe bedre forhold for dyr, fisk og planter i og omkring dem. En opgave, som langt fra overstået; tværtimod giver klimatilpasningen denne indsats yderligere vinkler og perspektiver. Men den del vil Hanne Wind-Larsen, som biologen hedder, følge fra sidelinjen. Efter 35 år gik hun på pension og overlod sine indsatser til andre.
»Vandløbene havde været igennem en stor negativ omstilling, da jeg blev ansat. I 50erne og 60erne blev de primært brugt som afvandingskanaler for drænvandet fra landbrugsjordene. Alt for mange vandløb blev gravet dybere og bredere og blev rettet ud for at sikre en effektiv afvanding af de lavtliggende jorde langs åerne. Det gik selvfølgelig ud over dyr og planter, men på det tidspunkt var det landbrugets interesser, der var i fokus. Der var simpelthen ikke en forståelse for, at den slags indgreb ødelagde naturen,« siger Hanne Wind-Larsen.
Genopretning af naturen
Opfattelsen af, at naturen måtte vige for den menneskelige aktivitet ændrede sig dog gradvist, da emner som miljøbeskyttelse og naturgenopretning efterhånden kom på den politiske dagsorden fra slutningen af 70erne og frem. Det daværende Aarhus Amt indledte i slutningen af 80erne en revision af vandløbsregulativerne, som var regelgrundlaget for brugen af vandløbene. Der skulle skabes bedre forhold for dyr, fisk og planter ved at omlægge vedligeholdelsen af vandløbene til en mere skånsom behandling.
»At rette op på skaderne fra 50erne og 60erne var den opgave jeg kom til at sidde med i Randers Kommune. Det var ikke en udvikling, landmændene og lodsejerne langs åerne var begejstrede for, men det var jo ikke noget, kommunen havde fundet på. Hele indsatsen havde sit udspring i lovgivningen på området med de mål, den satte, og som kommunen skulle følge.«
»Genopretningen blev udført gradvist, men det er klart, at når der bliver gennemført ændringer, rammer det særinteresser. Man overser bare ofte, at de særinteresser er opnået på bekostning af noget andet. Da vandløbene blev omlagt til afvandingskanaler, gav det landbruget og lodsejerne langs åerne en række fordele på naturens bekostning. Den efterfølgende indsats for at få naturen tilbage har så ramt de grupper, som fik fordelene den gang. Det kan ikke undgås, selv om man bestræber sig på at finde løsninger, som tilgodeser alle parter. Jeg har ofte sagt, at naturen kun er til låns.«
Grødeskæring og særinteresser
Netop særinteresserne er svære at vriste sig fri af. Selv efter så mange år med naturgenopretning og fokus på miljø og natur langs kommunens vandløb, markerer de sig fortsat i debatten. Hanne Wind-Larsen savner en bredere forståelse for hele miljøindsatsen og ikke mindst for det komplekse i denne indsats. Erkendelsen af, at der er nogle overordnede mål for arbejdet, og derfor også nogle begrænsninger for, hvad der egentligt kan gøres, mangler ofte.
»Jeg synes, der er en tendens til at gå udenom det samlede billede. I debatten om åerne og vandløbene er jeg flere gange stødt på det synspunkt, at hydrologerne skal mere på banen fremfor biologerne. Hydrologer forstår vandet og dets måde at opføre sig på. Det gør vi biologer ikke, er påstanden. Men det handler netop ikke om vandet. Det handler om åerne som natur og samlet biologisk system med den lovgivning og de målsætninger, der er på området. Det er helheden og ikke enkelte elementer, der skal fokuseres på,« understreger Hanne Wind-Larsen.
Derfor ærgrer det hende, når debatten om de forskellige problemer omkring åerne, og især omkring Gudenåen, ikke fokuserer på denne helhed og det samlede billede. Ikke mindst, når lokale politikere, som bør kende de komplicerede problemstillinger, gør sig til talsmænd for de hurtige løsninger og ikke tænker langsigtet, når åerne skaber problemer.
»Hver eneste sommer bliver der diskuteret grødeskæring i Gudenåen. Lodsejerne langs åen vil have vandplanterne begrænset, fordi de bremser vandets afstrømning og dermed skaber vandstigning og oversvømmelse. Det er et voksende problem, og der er lokale politikere, som gør sig til talsmænd for, at der som modtræk skal skæres så meget grøde som muligt og så ofte som muligt.«
»Det gør de, selv om de som politikere udmærket ved, at lovgivningen på området begrænser mulighederne for grødeskæring, og at effekten af skæringen er yderst begrænset. De politikere appellerer til bestemte grupper blandt de lodsejere, som er berørt af den høje vandstand, men i virkeligheden stiller de lodsejerne noget i udsigt, de ikke kan leve op til,» siger Hanne Wind-Larsen og fortsætter.
»Grødeskæringen har en meget lille effekt i det lange løb. Man kan godt skære grøde en gang i løbet af sommeren, og det får også vandstanden til at falde, men det er midlertidigt. Grøden vokser frem igen, og hver gang der bliver skåret grøde, forrykker det balancen mellem vandplanterne. De hurtigtvoksende planter vinder frem på bekostning af de øvrige: Jo mere grøde der bliver skåret, jo oftere skal det gøres.«
»Situationen kan sammenlignes med græsplænen i haven. Bliver græsset slået tit, vokser det hurtigere. Bliver det tilmed gødet, eksploderer det nærmest. Og gødning til grøden er der rigeligt af i Gudenåen.«
Fokus på helheden fremfor på detaljen
Hanne Wind-Larsen efterlyser helhedsbetragtningen og de centrale spørgsmål som udgangspunkt: Hvorfor er der mere grøde og mere vand i åen, og hvilke langtidsholdbare løsninger er der?
Hun peger på to overordnede årsager til, at grødemængden vokser i Gudenåen: Vandremuslingen breder sig mere og mere i åen. Den renser vandet for plankton og alger og gør åen klarere, og det giver vandplanterne bedre vækstbetingelser. Samtidigt er der mange næringsstoffer i vandet, ikke mindst udvaskning fra landbrugets marker. Det får også grøden til at vokse.
Grøden er imidlertid ikke den eneste årsag til den stigende vandstand.
Statistikken viser tydeligt, at der falder mere og mere regn over Danmark. Og den falder ujævnt. Efterårets og vinterens nedbør var ekstreme hændelser, men de senere år har budt på flere lange perioder med regn. Det får åerne til at svulme og oversvømme lavtliggende områder, men det fylder også grundvandsmagasiner, søer og fugtige områder op. Og meget af det vand løber først langt senere ud i åerne. Derfor ligger vandstanden i Gudenåen denne sommer tæt på niveauet for en normal vinter, selv om sommeren har været forholdsvis tør. Hanne Wind-Larsen uddyber:
Håndtér vandet rigtigt
»Det er den anden side af problemet. Der er mere vand i åen end tidligere. Skal vandmængden begrænses, er der brug for en forebyggende indsats, inden vandet samles i Gudenåen. Er vandet først her, er der tale om så store mængder, at det ikke er til at håndtere.«
Som eksempel nævner Hanne Wind-Larsen beregninger på at bruge den kunstige sø, Tange Sø, ved Ans som buffer i perioder med langvarig regn eller en voldsom afsmeltning af sne om foråret. Vandstanden i søen kan i princippet godt sænkes og gøre søen til et opsamlingssted for ekstraordinære vandmængder i Gudenåen. Men kun i princippet, for det vil højst tage to døgn at fylde søen til normal vandstand igen.
»Derfor skal der gøres noget, inden vandet ender i Gudenåen. Det er i åens opland, at udgangspunktet for en lavere vandstand i åen ligger. Her skal der fokuseres på at tilbageholde og forsinke tilløbene til åen. Det kan gøres ved at lade vandet strømme langsommere eller tilbageholde vandet i de mindre åer og vandløb, oversvømme lavtliggende områder i perioder og stoppe dræningen af de lavtliggende jorde. Det vil genskabe en del af de oprindelige vandbalancer og naturforhold og dermed forbedre vilkårene for dyr, fisk og planter. Altså en samlet naturindsats, et fokus på helheden, der næsten som et biprodukt er med til at sænke vandstanden i Gudenåen permanent.«
Fra marker til vådområde
Redskaberne til at gøre det er der rent faktisk. De marker, der en gang blev etableret langs åer og vandløb med dræn eller ligefrem diger til at sikre driften af jorden, er ofte ikke rentable længere. De er sunket sammen og vanskelige eller umulige at dræne fortsat. Desuden er lavbundsarealernes tørvelag med tiden nedbrudt og frigiver nu CO2 til atmosfæren. Staten har sat penge af til jordfordelingsordninger, hvor den sårbare jord kan tages ud af drift og byttes med landbrugsjord andre steder. At opgive jord og landbrugsdrift er imidlertid en tanke, som skal modnes gradvist. Hanne Wind-Larsen fortæller:
»På et tidspunkt gik jeg sammen med en landmand i det område, som i dag hedder Vorup Enge, uden for Randers. Dengang var området inddæmmet, blev holdt tørt med pumper, og dyrket. Landmanden, jeg fulgtes med, havde marker i området, men han beklagede sig: Pumperne skulle skiftes, og digerne vedligeholdes, men landmændene i pumpelaget havde ikke lagt penge til side til det.«
»Jeg foreslog, at de i stedet stoppede med at pumpe vandet væk og solgte jorden. Han kiggede undrende på mig. Den ide lå fuldstændigt uden for hans tankegang. Men så gik der nogle år, og efterhånden fandt ideen fodfæste blandt landmændene. Den tog mere og mere form, der kom en lovgivning, som muliggjorde udtagningen, og der blev fundet penge til at købe jorden op. Og i 2003 gik arbejdet med at genskabe Vorup Enge som vådområde i gang.«
»Jeg vil ikke på nogen måde tage æren for, at Vorup Enge blev genoprettet. Men udtagning af lavbundsjordene kan løse mange problemer langs vandløbene. Og historien viser, hvordan der skal arbejdes gradvist med forandringerne. Tanken om at ændre på tingenes tilstand skal have lov til at modne og den skal ikke mindst engagere dem, der står midt i det.«
Efterlyser flere stemmer i debatten
Netop det at få skabt den brede opbakning til naturgenopretningen og få fremmet forståelsen af helheden og kompleksiteten synes Hanne Wind-Larsen ikke er lykkedes i tilstrækkelig grad i de mange år, hun har arbejdet med området.
»Meget er nået og opnået, men vi burde være nået længere. Det viser hele den tilbagevendende diskussion om grødeskæringen i Gudenåen tydeligt,« siger hun.
Men Hanne Wind-Larsen ser også en mulighed for, at det kan ændre sig i fremtiden. Helhedsplanen for Gudenåen, som kommunerne langs åen arbejder med, og de projekter for åen, som Region Midtjyllands klimaprojekt, Coast to Coast Climate Challenge, C2C CC, er initiativtager til, kan alle bidrage til at styrke indsatsen langs Gudenåen yderligere.
»C2C CC har stået for en hydrologisk model, som følger vandudviklingen i åen tæt. Den kan forudsige stigninger og oversvømmelser og hvor, det vil ske. Modellen skal samtidigt være udgangspunkt for næste skridt i projektet, som sigter mod at skabe en fælles forståelse mellem de mange forskellige interessenter langs Gudenåen som forudsætning for, at der kan findes en række varige og holdbare løsninger langs åen.«
»Det store spørgsmål er, om man kan bygge en fælles forståelse op omkring oversvømmelserne. Betyder de så meget, at samfundet skal engagere sig og forholde sig til dem alle? Dem, der bliver påvirket af beslutningerne skal nok råbe op, men vi mangler at få flere af dem, som gerne vil give naturen og miljøet mere plads, mere på banen og gøre debatten mere nuanceret. Tænk, hvis natur og miljø blev et lokalt tema ved det kommende kommunalvalg i 2021, ligesom klima blev et tema ved folketingsvalget i 2019. Det kunne virkeligt styrke den fremtidige indsats med at forbedre naturen og miljøet langs Gudenåen og de øvrige åer og vandløb i åens område.«